|
|||
Lock-Hansen-sagen i massemedierne27.12 - 2017Debatindlæg i Jyllands-Posten af Knud Simonsen og Jens Erik Mehlsen vedr. bogudgivelsen 'Mysteriet om Marie'. https://jyllands-posten.dk/aarhus/meninger/breve/ECE10148328/mysteriet-om-marie/ 23.11 - 2017 Debatindlæg i Jyllands-Posten om den nye teori om baggrunden for Højbjerg-mordet: Af Lars Rørbæk Jeg har læst Peer Kaaes debatindlæg i JP Aarhus den 16/11. Og jeg har indtil flere gange læst hans bog ”Maries morder”, som udkom tidligere i år, og betragter den i nogle henseender som et af de mere seriøse bidrag til et forsøg på sagens opklaring. Bogen er gennemarbejdet, og selv om jeg helst vil undgå at støde på fodboldresultater, som nævnes flere steder i teksten, må jeg medgive, at Kaae flere steder får udbygget den research, som jeg og flere andre igennem årene har foretaget. Men projektet og bogen unddrager sig ikke konspirationsteoretikernes metoder, og den mand – Repræsentanten – som Kaae antydningsvis udpeger som mulig gerningsmand, er næppe den rigtige. Et langt stykke hen ad vejen er teorien dog interessant, for den gerningsmand, som Kaae forsøger at få frem, kunne muligvis godt have et motiv til drabet. Men der er alligevel noget, der halter. Sagen er, at Repræsentanten ingen sikkerhed havde for, at drabet ville udløse det forønskede, nemlig at sikre hans biologiske søn en større arv. Hvis det skulle opnås, ville det forudsætte dobbeltdrab – på både Marie og Oscar Lock-Hansen. For Repræsentanten havde ved drabet på Marie Lock-Hansen ingen indflydelse på, hvordan Oscar Lock-Hansen ville prioritere sin økonomi efter Maries død, og han kunne dermed ikke med sikkerhed vide, om hans søn var sikret sin arv. Hovedindgangen til Hestehavevej 2b. Billedet er fra 11.11 - 1967 - dagen efter mordet. Det var her gerningsmanden ringede på. Dernæst har jeg lidt svært ved at forstå baggrunden for forestillingen om den pagt – mellem Oscar Lock-Hansen, hans ekskone og Repræsentanten – som Kaae beskriver. For hvilken rolle kan man finde til Repræsentanten i den påståede pagt? Han er blevet lagt på is af Oscar Lock-Hansen mange år tidligere samt fyret af moderen til hans søn – også mange år tidligere. Og trods flere forsøg er han ikke kommet ind i varmen igen. At han på den baggrund kunne gøre sig forhåbninger, endsige opnå nogen som helst form for fremtidig indflydelse i den familiehistorie, synes jeg ikke virker oplagt. Og da slet ikke ved at begå mord. Og selv om han bærer på en hemmelighed, som Oscar Lock-Hansen nødigt ser afsløret, virker det ikke til, at han selv er for stolt over at skulle fortælle politiet derom. I Kaaes udlægning har Repræsentanten jo selv en del at miste, hvis hans brogede familiehistorie afsløres. Han har med andre ord ikke rigtigt noget at byde ind med i spillet om den magt, som er en hjørnesten i forfatterens teori. Jeg kan derimod godt se, at alle parter har noget at miste, hvis sandheden om familiehistorien blev afsløret, men jeg har vanskeligt ved at forstå Repræsentantens motiv til drab i en rationel optik. Hvorfor skulle han udsætte sig selv – endda i en periode med karrieremæssig medvind – for at ende sine dage bag tremmer for en kvinde og en søn, han ikke kunne få adgang til, og hvis historie han nærmest allerede var skrevet ud af? Og endelig virker ønsket om at sikre den biologiske søns økonomiske fremtid på bekostning af overhængende risiko for fald og undergang påfaldende uværdigt for den mand, som i Peer Kaaes fremstilling hæger om sin anseelse og forfængelighed. Et andet sagselement, som gør teorien usikker, er øjenvidneudsagnene. Den mand, som de tre øjenvidner, der befinder sig nærmest gerningsstedet, ser, beskrives som værende et sted mellem 35 og 40 år. Repræsentanten er tæt på 60 år på tidspunktet for drabet – og ligner, selv efter datidens målestok, en ældre mand. Hovedvidnet, Irma Frier Rasmussen, som står ansigt til ansigt med gerningsmanden, beskriver en mand, som handler resolut og hurtigt; da han ser hende, trækker han omgående pistolen og skyder, og hun fornemmer efterfølgende, at han bevæger sig som en skygge og hurtigt er ude ad døren. Efter alt at dømme en person med en relativt yngre mands hurtighed og reaktionsevne. Efter politiets undersøgelser af hændelserne på gerningsstedet tales der om, at gerningsmanden kun har været i huset i få minutter, og nogle politiefterforskere er endog tilbøjelige til at vurdere det samlede tidsforløb i blot sekunder (vicepolitiinspektør Jørgen Schütter til Århus Stiftstidendes Poul Blak den 8/12 1967). Irma Rasmussen når kun at tage en enkelt bid af sin mad i den tid, gerningsmanden befinder sig i huset. Det er med andre ord gået hurtigt. At Kaae forsøger at drage udpræget tvivl om Irma Rasmussens iagttagelser og udelukkende vurderer hendes vidneudsagn ud fra, hvad hun var i stand til at berette, da hun lå på hospitalet i – hvad der må have været – et smertehelvede en time efter drabet, er for tyndt et grundlag, for han bypasser hovedvidnets efterfølgende og udbyggende beretning om hændelserne på gerningsstedet og iagttagelsen af gerningsmanden – en beretning, som hun i sin hårdt sårede tilstand ikke havde mulighed for at fortælle om på en uddybende måde. Endvidere demonstrerer Irma Rasmussen i flere tilfælde i de efterfølgende års møder med politiet, at hun er et øjenvidne over gennemsnittet. Marie Lock-Hansen og gerningsmanden på vej mod kontoret hvor drabet fandt sted. Fra politiets rekonstruktion på gerningsstedet den 19.12 - 1967. Personerne på billedet er figuranter. I teorien om Repræsentanten som gerningsmand forsøger Kaae forståeligt nok også at se bort fra de andre øjenvidneudsagn – som altid er usikre – men som i Højbjerg-drabets tilfælde indeholder en interessant oplysning. Politiet iscenesætter en rekonstruktion af hændelserne på Hestehavevej, hvor drabet fandt sted, måneden efter (19. december 1967). Her udpeger de tre øjenvidner (Irma Rasmussen, en kørelærer og en slagtermester) uafhængigt af hinanden den samme mand – ud af fem vellignende figuranter – og udtaler enslydende, at han ligner gerningsmanden meget (den samme mand, som siden stod model til den såkaldte fantomtegning). Han er høj, slank, mørkhåret og 39 år, altså en forholdsvis yngre mand. Disse vidnesbyrd peger i det mindste på, at der er en vis sandsynlighed for, at de tre øjenvidner har set den samme mand. Og det er ikke Repræsentanten, som på samtidige billeder er en nærmest hvidhåret, lille, ældre, lidt kraftig herre. Og så er der endelig bilen – altså Kaaes formodede gerningsmands. Kaae hævder, at Repræsentantens bil er blandt de biler, der blev set ved gerningsstedet på tidspunktet for drabet, og hvis ejere man ikke fandt. Man hvad er det mon for en bil, Kaae sætter sin gerningsmand i? Jeg har forgæves ledt med lys og lygte efter oplysninger om bilmærke i bog, aviser og interviews med forfatteren – men det skal siges, at det er muligt, at Peer Kaae har nævnt det et sted, hvor jeg ikke har været? Men der er nok at vælge imellem og nærmest i alle tænkelige farver og størrelser. Som det fremgår af ovenstående, er jeg ikke enig med Peer Kaae i, at der er meget lidt, der taler imod hans teori. Jeg synes, at svagheden ved hans teori er, at han – selv på trods af at han holder mange døre åbne – alligevel tvinger sig selv ud i en metode, som ofte anvendes af konspirationsteoretikere i forsøget på at få en gerningsmand frem. En metode, hvor kun de oplysninger i efterforskningen, som kan bruges til at understøtte en teori, anvendes, mens der ses bort fra det, der taler imod. Det foranlediger tilmed, at forfatteren får eksponeret en efter alt at dømme uskyldig mand. Bortset fra det har Peer Kaae betydelige evner til at få scenerierne til at gå op i en højere enhed og sandsynliggøre sit forehavende. Men når Højbjerg-drabet ikke er opklaret på den baggrund, der tegner sig i Peer Kaaes forestilling, tror jeg, at det kan skyldes, at politiefterforskningen i mindre grad har interesseret sig for Repræsentanten af bl.a. ovennævnte grunde. Men derfor kan ægtepagten/testamentet jo stadigvæk godt være motivet. Men gerningsmanden er endnu ikke fundet, så vidt jeg kan se. 17.11-2017Forskellige avisomtaler af sagen i dagene efter mordet kan nu læses her på siden. De er lagt ind under sektionen Billeder Fra Sagen.
16.11-2017Debatindlæg af Peer Kaae i Jyllands-Posten: Derfor er Højbjerg-drabet uopklaret. https://jyllands-posten.dk/aarhus/meninger/breve/ECE10032603/derfor-er-hoejbjergdrabet-uopklaret/ 10.11-2017Det mulige motiv? Højbjergmordet 50 år efter. Af Lars Rørbæk. Op til 40-års dagen for Højbjergmordet skete der noget, der for mange vendte op og ned på forestillingen om sagen. Et vidne, en bekendt af Lock-Hansen familien, nu afdøde Margith Vinskov, kontaktede Århus Stiftstidende for at videregive sine erindringer om Lock-Hansen familien. Stiftstidende sendte bolden videre til mig, som dengang var i færd med en større research i sagen. Jeg opsøgte herefter Margith Vinskov, som fortalte mig omtrent samme historie som den, hun et par måneder senere berettede for Stiftstidendes reporter Karsten Bjørno (dog med enkelte nok så vigtige afvigelser, som jeg senere vender tilbage til), og som kunne læses i Århus Stiftstidende den 10.november 2007 – altså for 10 år siden på 40-års dagen for mordet. Karsten Bjørno havde fremskaffet et vigtigt dokument i sagen, en ægtepagt, som i lyset af Vinskovs beretning kunne udlægges særdeles opsigtsvækkende. Det viste sig nemlig, at Vinskovs erindringer fremstillede et nyt billede af Lock-Hansens med et ægteskab i krise. Og med indholdet af ægtepagten i ny belysning kunne der på den baggrund spindes nye teorier om motivet til mordet. Ægtepagtens indhold, der ensidigt favoriserer Marie Lock-Hansen, bestyrkede forestillingen om, at en skilsmisse var under opsejling, og jagten efter, hvem der i den forbindelse kunne have et motiv til drabet, har siden fyldt samtlige bogudgivelser, internetsider og næsten alle andre omtaler af sagen. Som mange andre kan jeg godt se, at her kunne være et motiv i en sag, som ellers har forsvindende få oplagte forklaringer. Det er endda muligt, at ægtepagten og det testamente, der blev udarbejdet samtidigt kort tid før mordet, er motivet! Men baggrunden for motivbilledet med skilsmisse i de fleste af de udlægninger og fortolkninger, der siden er fremkommet, er tvivlsom. Dels p.g.a. at motiveringen for oprettelsen af ægtepagt/testamente kan have haft helt andre grunde end de i nyere tid foreslåede, og dels fordi Vinskovs vidnesbyrd på afgørende punkter er usikkert. Hvis man ser bort fra Vinskovs erindringer, er der nærmest ikke noget vidnesbyrd tilbage, der kan sandsynliggøre, at der var tale om et ægteskab i opløsning. Ingen andre af de mange involverede i sagen, som jeg og andre har talt med igennem årene, har berettet derom. Problemet med Vinskovs fortælling er, at hun i tidsrummet fra mit interview til Bjørnos interview justerer sine udtalelser fra tro til viden. I den båndoptagelse af interviewet med Vinskov, som jeg foretog, fortæller hun f.eks. ikke om en forestående skilsmisse hos Lock-Hansens, selvom emnet lå lige for hendes øvrige udtalelser taget i betragtning. Der gør hun derimod i interviewet med Bjørno. Derfor har jeg sidenhen anset det for at være et højst usikkert vidneudsagn, som tilmed var 40 år forsinket. Ser man derfor bort fra Vinskovs beretning, foreligger der en anden situation i forhold til fortolkning af de testamentariske bestemmelser som motiv til mord. Men hvad var da baggrunden for oprettelse af ægtepagten og testamentet, og hvem havde så et motiv til mordet? Teknisk afdeling hos Århus Politi tager gibsafstøbninger af fodspor ved gerningsstedet. Kontoret hvor drabet fandt sted.
Gerningsmanden forlader gerningsstedet via den lille stikvej kaldet Hestehalen. Billede fra politiets rekonstruktion på gerningsstedet 19.12-1967. Personen på billedet er en figurant. På trods af det mistænkelige i at forsøge at tilbageholde ægtepagten, behøver der i og for sig ikke at ligge noget odiøst bag ved ønsket om, at den ikke skulle indgå i politiets efterforskning. Som Mehlsen kommenterer, er det naturligvis uhørt, hvis en sådan oplysning ikke tilgår efterforskningen i en drabssag, men motivet for at holde ægtepagten ude af billedet kan skyldes, at man (Lock-Hansen m.fl.) ikke har ønsket at skulle gøre rede for de bagvedliggende bevæggrunde for den - et ønske om privatlivets fred. Og hvis formålet med ægtepagten f.eks. har været de grunde, der nævnes i denne artikels forrige afsnit, er det vel forståeligt, at Lock-Hansen ikke ønskede dem udbasuneret med risiko for den offentliggørelse, der så alligevel fandt sted mange år senere. Der har været mange andre forestillinger og tolkninger vedr. ægtepagtens formål, indhold og rolle i sagen, og ovenstående er et forsøg på at demonstrere, at meningen med ægtepagten ligesåvel kan skyldes forretningsmæssige overvejelser samt den som Oscar Lock-Hansen selv gav udtryk for overfor politiet: At sikre Marie i tilfælde af hans død. Alt taget i betragtning - venner og families vidneudsagn - er det faktisk en plausibel forklaring. I dagene efter drabet efterlyste politiet bilejere, hvis biler var set i nærheden af gerningsstedet. Illustration fra Århus Stiftstidende. Men testamentet og ægtepagten er det mest iøjnefaldende motiv i denne sag. Der har igennem tiden været fokus på adskillige andre motiver, men det er ved testamentet/ægtepagten, at de røde blink lyser kraftigst. Dels p.g.a. af tidssammenfaldet - det er blot en uge før mordet, at Lock-Hansens er hos advokaten for at underskrive de juridiske dokumenter - og dels er der simpelthen ikke andre motiver, der er så synlige eller nærliggende. Men Århus Politi og Rigspolitiets Rejsehold havde vanskeligt ved at indkredse, hvem der kunne have et motiv på baggrund af samme testamente/ægtepagt. "Testamentet forudsætter som anført, at dræbte ville være den længstlevende", skriver politiet i deres konklusion på efterforskningen i forbindelse dermed. Og det er jo helt rigtigt! Ingen af de kendte involverede parter, der kunne siges at have et økonomisk motiv til drabet, kunne vide, hvilke økonomiske bestemmelser Oscar Lock-Hansen ville foretage efter Maries død. Han kunne spille formuen op på travbanen, eller tage permanent ophold på en luksusliner til hver en klink var spenderet eller noget helt tredje. Den usikkerhed omkring formuens videre skæbne kan siges at svække motivet, og hvis motivet virkelig har været af en sådan art, ville gerningsmanden skulle begå dobbeltmord – Oscar og Marie – for at sikre, at forehavendet lykkedes. Og så vidt jeg ved, har Oscar Lock-Hansens liv ikke været efterstræbt i tiden efter Maries død. Af samme grund var det dengang vanskeligt for Århus Politi og Rejseholdet at finde motivet til mordet i økonomiske interesser på baggrund af ægtepagten og testamentet.　 Overskrift i Demokraten fra den 12.november 1967. Mange journalister og forfattere har efterhånden prøvet kræfter med at opklare sagen, men ingen har haft fast grund under fødderne. Med det mener jeg, at problemerne med de teorier og gerningsmænd, der hidtil har været fremført er, at scenerierne bevæger sig ud over rammerne for den empiri, der trods alt ligger i politiets efterforskning. Ingen, der har forsøgt at opklare denne sag, har undgået at falde i den fælde at modsige denne empiri, et eller flere steder, i bestræbelse på at nå frem til en opklaring. Og det er særdeles vanskeligt at undgår, da sagshistorien er så omfangsrig og indeholder så mange oplysninger og detaljer, men det medfører desværre, at teorierne bliver utroværdige. 8.11-2017Højbjergmordets mystik Når et drab forbliver uopklaret, opstår der mystik. I Danmark har der været adskillige uopklarede drabssager både før og efter Højbjergmordet, sager – der kunne rumme kimen til en lignende mystik, men ikke har haft samme opmærksomhed. Hvad er det med denne sag, som 50 år efter bliver ved med at afføde bogudgivelser, nye internetsider og trække overskrifter i massemedierne, hvor den har fået prædikatet ”sagen der ikke vil dø”? Også i Højbjergmordets tilfælde er vi fuldstændigt ladt i stikken hvad angår mening og sammenhæng. Det samme kan siges om den måde drabet bliver forøvet på. Gerningsmandens kynisme og kølighed stillet overfor hans høflige og tilsyneladende rolige væsen, hans beroligende stemme. Og ordvekslinger mellem ham og Marie Lock-Hansen, som de opfattes af hovedvidnet Irma Rasmussen, hænger slet ikke sammen med det, der efterfølgende sker. På den måde virker hele sceneriet underligt uvirkeligt. Og hele den efterfølgende politiefterforskning virker endda uvirkelig, næsten som forhekset, i sin mangel på efterforskningsresultater. I en anden af de berygtede uopklarede drabssager i Danmark, Peter Bangsvej-mordene, er der i det mindste nogle ledetråde og mulige motiver, der kan give et fingerpeg om, i hvilken retning tingene kunne vende, men i Højbjergmordet er der ingen sikre veje at gå i forståelsen af baggrunden for mordet. Det gør sagen usædvanlig, og det er samtidig de faktorer, der opbygger den suspense der helt frem til i dag – 50 år efter – giver anledning til nye teorier. Hestehavevej 2b i Højbjerg i december 1967 - en måned efter drabet. Man kunne fristes til at kalde det et perfekt mord. Men det er heller ikke tilfældet, idet gerningsmanden som bekendt efterlod sig spor i form af patroner, patronhylstre og muligvis fingeraftryk. Derimod har gerningsmanden været nærmest ubegribelig heldig, som tidligere politikommissær Mogens Brøndum har udtrykt det. For på trods af efterladte spor og en nonchalant exit fra gerningsstedet uden det mindste tegn på flugt på sin videre færd væk fra åstedet bliver han formodentlig iagttaget af flere. Han ses spadserende i villakvarteret omkring gerningsstedet, roligt og adstadigt, måske på vej til sin parkerede bil. Det kan næsten virke, som om at denne mand har følt sig urørlig. Der var tilsyneladende intet, som kunne slå ham ud af kurs. Eller havde han et dække eller måske et refugium, hvor han kunne trække sig tilbage i al ubemærkethed, bort fra verdens vrimmel og dermed unddrage sig den efterfølgende tids intensive politiefterforskning?
28.4-2017 Debatindlæg i Jyllands-Posten af Advokat Jens Erik Mehlsen: En uskyldig hænges ud for mystisk mord https://jyllands-posten.dk/aarhus/meninger/breve/ECE9536561/en-uskyldig-haenges-ud-for-mystisk-mord/
27.4-2017 Ny kronik om Højbjergmordet i Aarhus Stiftstidende. Af Lars Svendsen: Formand for Gadeforeningen Strøget "Aarhus" http://stiften.dk/artikel/450150
31.3-2017
Som i andre bogudgivelser om sagen fra de senere år er det også testamente-/ægtepagts-motivet, der hos Peer Kaae anses som den sandsynligste bevæggrund til mordet. Her er motivet altså også af økonomisk art, men med andre aktører og med Oscar Lock-Hansen som skydeskive. Her berettes om en mand, som angiveligt skulle være biologisk far til Oscars første hustrus barn. Motivet til drabet er derfor et forsøg på at forhindre, at Marie bliver opgraderet i arven efter Oscar og følgelig med en nedprioritering af mandens biologiske søn, som Oscar havde påtaget sig faderskabet over. Ved første øjekast kan teorien måske synes at ligge lige til højrebenet – i en sag, som ellers er kendetegnet ved forsvindende få oplagte motiver – men bevæger man sig længere ind i forestillingen, snubler man snart i et venstreben af tungtvejende empiri, som politiefterforskningen har tilvejebragt. Manden, som i bogen omtales som Repræsentanten, kan dog til nød siges at have haft et motiv, omend et temmelig naivt et af slagsen, på vegne af sin biologiske søn. Den uoverkommelige vanskelighed ved teorien er for mig at se, at Repræsentanten ingen sikkerhed havde for, at problemerne omkring arven ville kunne ryddes af vejen ved drabet på Marie. Oscar ville efter Maries død kunne træffe andre testamentariske bestemmelser, og han kunne gifte sig igen, skænke sin formue til velgørenhed m.m. Kaaes formodede gerningsmand havde ingen garanti for, at mordet ville stille hans biologiske søn i en bedre økonomisk position. Hvis en sådan garanti skulle opnås, ville det kræve, at også Oscar Lock-Hansen blev skaffet af vejen. Forestillingen bliver ikke lettere at gennemføre, hvis man forsøger at placere denne mand på Hestehavevej 2b den 10. november 1967. Først og fremmest er der mandens alder. Han var nemlig knap 60 år, da mordet blev begået, og han ligner en 60-årig på de fotografier, som kendes af ham fra tidspunktet for drabet. Øjenvidnerne fra Hestehavevej beskriver manden som mellem 35 og 40 år. Den højeste alder angivet af et øjenvidne er 40-45 år. Og gerningsmanden var mørkhåret, viser efterforskningen. På tidspunktet for mordet var Kaaes gerningsmand nærmest hvidhåret. Gerningsmanden beskrives endvidere som slank til alm. af bygning med et smalt ansigt. Kaaes mand havde derimod et relativt fyldigt ansigt. Fra Asger Muchitsch og Irma Rasmussens fantombillede der blev udarbejdet den 3.1-1968.
To af Højbjergmordets markante efterforskere, kriminalkommissærerne Jørgen V. Iversen og Preben Nibe. 10.11-2011 På årsdagen for Højbjerg-mordet For nogen tid siden så jeg en interessant dokumentarudsendelse på engelsk tv om efterforskningen af den såkaldte Yorkshire-Ripper sag - ITN`s The Yorkshire Ripper, 1988. I sagen der udspillede i Nordengland imellem 1975 og 1981 jagtede politiet en mand der myrdede prostituerede. På trods af solide vidneudsagn, diverse spor på gerningsstederne og vellignende fantomtegninger lykkedes det ikke politiet at opklare sagen før 13 kvinder havde mistet livet. Sagen afstedkom den til dato mest omfattende drabsefterforskning i landets historie, inden gerningsmanden ved nærmest et tilfælde blev pågrebet. Dokumentarens perspektiv drejer sig om hvad der gik galt i efterforskningen, siden det tog politiet i Yorkshire - med assistance fra Scotland Yard og div. special Squads - 6 år at stoppe forbrydelserne. En undersøgelsesgruppe - The Byford Team - bestående af jurister og videnskabsfolk blev efter sagens opklaring nedsat med det formål, at finde ind til de steder hvor efterforskningen var kørt af sporet. Efter en længere udredning nåede man frem til en konklusion der i grunden ikke var overraskende. De manuelle kartotekssystemer, som dengang udgjorde den overordnede logistik i al politiefterforskning, var vokset til en størrelse, hvor det i praksis ikke længere var muligt at sammenholde sagens informationer. Det viste sig også at gerningsmanden havde været afhørt 9 gange under efterforskningen, men oplysningerne om afhøringerne befandt sig i forskellige kartotekssystemer, hvis kort eller bilag i de afgørende krydsreferende situationer ikke havde befundet sig i systemet. Istedet var de formodentlig blevet forlagt på skrivebordene hos forskellige medarbejdere i efterforskningen. Det forhindrede et overblik over samtlige informationer man havde om gerningsmanden Peter Sutcliffe. Informationer der kunne have ført til sagens opklaring på et tidligere tidspunkt. Byford-gruppens konklusioner satte iøvrigt skub i udviklingen af computerbaseret logistikstyring til politiefterforskning. Når jeg finder Yorkshire-sagen interessant i min spalte om Højbjerg-mordet, skyldes det efterforskningsmæssige vilkår som de to sager synes at have haft tilfælles; Et vildtvoksende omfang og utilstrækkelige ressourcer og redskaber i forhold til at sammenholde sagernes informationsmængde. I Yorkshire-sagen fik man p.g.a. The Byford Teams undersøgelser efterfølgende syn for, hvorfor det ikke havde været muligt at opklare sagen tidligere. Det er nærliggende at forestille sig, at en lignende undersøgelse af Højbjerg-mordets efterforskning kunne kaste et nyt lys over sagen. Jeg mener fortsat, at Højbjerg-mordets efterforskning bør tages op med henblik på en ny gennemgang af akterne. Og det til trods for, at sandsynligheden for et gennembrud i forhold til en opklaring vel er ganske minimal. Når jeg stadigvæk taler for en ny undersøgelse af sagen, skyldes det, at jeg mener at politiet og retsmyndighederne skylder at følge sagen til dørs - af retslige, historiske og af menneskelige grunde. Det er en sag der har kastet skygger i manges tilværelser, deriblandt Marie Lock-Hansens nulevende familie samt overlevende fra hendes efterhånden forsvindende omgangskreds, samt de personer der har været mistænkt i sagen. I forhold til sidstnævnte har der i et enkelt tilfælde tilmed været tale om tab af retssikkerhed - posthumt - i anklagen mod vedkommende som gerningsmand. Derudover er det en af de store kriminalsager, en sag af historisk og kriminologisk interesse - ikke mindst lokalhistorisk. Derfor bør sagen følges til dørs og "hullerne lukkes" - som advokat Niels Schou udtrykte det i en kronik i Jyllandsposten, 2.5-2008 - og de ikke-efterforskede sider af sagen bør undersøges og efterforskes. Marie Lock-Hansen og gerningsmanden i hall`en. Stillbillede fra Århus Politis rekonstruktion, Hestehavevej 2 B, december 1967. De optrædende på billedet er figuranter.8.11-2010 Interview med et vidne - af Lars RørbækUnder researchen til min seneste bog om Højbjerg-mordet foretog jeg en række interviews med mennesker, der havde været involveret i sagen på nærmeste hold. Et af de interviews, der ikke fik plads i bogen, var med en af Lock-Hansens nærmere bekendte, Margith Vinskov. Under en oprydning forleden stødte jeg på det indspillede interview, der fandt sted den 1.8-2007. Jeg lyttede det igennem og fandt det interessant i forhold til de perspektiver på sagen og drabet, som senere interviews med Margith Vinskov har afstedkommet - bl.a interviewet i forbindelse med Århus Stiftstidendes store feature på 40 årsdagen for mordet den 10.11-2007. Margith Vinskov er imellemtiden afgået ved døden, og når jeg tillader mig at citere hende nu, skyldes det, at hun kort tid efter mit interview selv valgte at stå frem i massemedierne og fortælle sine erindringer - samme erindringsstof, som hun berettede for mig nogle få måneder forinden. Margith Vinskov var gift med en af Oscar Lock Hansens nærmeste medarbejdere Ingeniør Harry Vinskov Rasmussen, som arbejdede i Lock-Hansens og Søren Jensens ingeniørfirma. Vinskovs og Lock-Hansens omgikkes også privat ved selskabeligheder og i forbindelse med rejser i arbejdets medfør. Deres bekendtskab gik ifølge Margith Vinskov helt tilbage til Oscar Lock-Hansens første ægteskab, da ingeniørfirmaet var nyt og havde adresse i Klostergade i Århus, og før Marie Lock-Hansen kom ind i billedet. I løbet af de par timer jeg talte med Margith Vinskov, oprulledes et noget andet billede af Lock-Hansen familien og især af Marie Lock-Hansen end hvad jeg hidtil havde hørt. Ligesom hun berettede til Århus Stiftstidende, fortalte Margith Vinskov også mig om Marie Lock-Hansens kærester, som Marie Lock-Hansen ligefrem optrådte med ved selskabelige lejligheder, hvor Margith Vinskov og hendes mand havde deltaget. Under en rejse fra København havde Oscar betroet hende, at Marie havde en kæreste. Og samme kæreste fik Margith Vinskov senere at se ved en festlig lejlighed i Lock-Hansens hjem, fortalte hun. Margith Vinskov fortalte om mange andre episoder og oplevelser med Oscar og Marie Lock-Hansen. Men det var min fornemmelse, som interviewet skred frem, at hun som de fleste andre mennesker, havde vanskeligheder i genkaldelsen af de 40-50 år gamle erindringer. I flere tilfælde var der problemer med kronologien samt en vis sammenblanding af forhold fra Oscar Lock-Hansens henholdsvis første og andet ægteskab - og flere gange tilføjede hun, "forestiller jeg mig" eller "tror jeg" i forbindelse med beretningerne. Men i forhold til den skilsmisse som hun senere fortalte Stiftstidende om, er følgende udsagn fra mit interview med Margit Vinskov bemærkelsesværdig: M.V. Jeg tror, at Marie ville fra ham (skilles fra Oscar) L.R. Tror du, at det er baggrunden for mordet? M.V. Det er kun noget jeg tror, jeg ved det ikke. Tre måneder efter mit interview blev samme spørgsmål præsenteret i massemedierne, hvor Margith Vinskov citeres for at sige: "Marie sagde, at hun ville skilles og have halvdelen af pengene fra (salget af) virksomheden (Oscar Lock-Hansens)". Hva`ba! Hvad der var forskydninger og/eller mere genuine erindringer i Margith Vinskovs forskellige udsagn, er vanskeligt at komme til klarhed over idag. Hvis hun i 1967 havde en viden om en evt. forestående skilsmisse i Lock-Hansen familien, undrer det mig, at de udsagn og det vidnesbyrd som hun med 40 års forsinkelse fremsatte i 2007, ændrede sig væsentligt med få måneders mellemrum - fra tro til viden. Mod slutningen af mit interview, gav Margith Vinskov iøvrigt udtryk for, at det ikke var Marie, men Oscar der ville skilles, hvilket igen ændrede perspektiverne på en evt. mening og et evt. motiv - men det indgav omsider mig en mening, og den forbliver indtil videre en hemmelighed imellem Margith Vinskov og mig .
1.7-2009
På foranledning af Advokat Niels Schous kronik om Højbjerg-mordet i JPÅrhus, den 2. maj 2008
Af Lars Rørbæk
Forfatter til bøgerne "Den usandsynlige morder" og "Højbjerg-mordet" - begge om mordet på Marie Lock-Hansen
Jeg læser stort set alt, hvad der bliver skrevet om Højbjerg-mordet med interesse. Senest advokat Niels Schous kronik, som bestemt ikke var nogen undtagelse, da han beskæftiger sig med et iøjnefaldende motiv til mordet - en ægtepagt der begunstigede offeret, Marie Lock-Hansen, i udstrakt grad. Denne ægtepagt blev udformet ved Lock-Hansen-parrets advokat og behandlet ved myndighederne umiddelbart før mordet. Ja, faktisk lå ægtepagten klar til godkendelse hos notarius publicus den samme dag som mordet blev begået, den 10. november 1967 - en påfaldende omstændighed, som der i øvrigt er flere af i denne sag, og som har været medvirkende til at skabe den suspence, der helt frem til i dag har holdt gætterierne i gang om baggrunden for mordet. Sagen er igennem 40 år blevet endevendt hos politiet, hos journalister, forfattere m.fl., men uden at det tilsyneladende har ført til svar på de to spørgsmål, der kan opklare gåden: "Hvorfor blev Marie Lock-Hansen myrdet og af hvem?".
Et af de seneste og opsigtsvækkende forsøg på at kaste lys over mysteriet fandt sted i november 2007. Århus Stiftstidendes reporter, Karsten Bjørno, allierede sig med advokat Jørgen U. Grønborg, i et forsøg på at belyse hvilke motivmæssige interesser, der kunne ligge i ægtepagts-historien.
Det blev ved den lejlighed fastslået af Grønborg, at det juridiske arrangement var højst usædvanligt, og det uanset hvilken synsvinkel, der lægges til grund. Marie Lock-Hansen’s mand, Oscar, ville i tilfælde af evt. skilsmisse have bragt sig selv på økonomiske afveje på bekostning af den generøse gestus som ægtepagten kan opfattes som. Den bestemte, at Marie Lock-Hansen i tilfælde af sin mands død eller ved ægteskabets opløsning ville arve det absolut maksimale af ægtemandens formue samt, at hun fra den dag, ægtepagten trådte i kraft, ville figurere som eneejer af parrets fælles liebhaver-villa. Karsten Bjørno fortolkede bestemmelserne i det juridiske dokument, og foreslog, at der kunne have været andre ting på spil end blot økonomisk hengivenhed og ægteskabelig trofasthed. Og Grønborg havde svært ved at se hvilke rationelle motiver, der - for Oscar Lock-Hansens part - kunne ligge til grund for et så ufornuftigt juridisk arrangement - medmindre der var tale om en bag ved liggende handel mellem ægtefællerne. Han udtalte i den forbindelse:
"Marie Lock-Hansen må have haft en klemme på sin mand, for at han skulle gå med til det her".
"Måske troede han, at det ville give ro i forhold til en skilsmisse".
"Jeg er ret sikker på, at der er en anden forklaring, end han blot ville forgylde sin kone."
Advokat Niels Schou giver mellem linjerne i sin kronik ligeledes udtryk for, at ægtepagten kunne være et oplagt motiv til mordet. Han tager, så vidt jeg kan se, afsæt i Karsten Bjørnos teori, men udbygger denne en smule ved indirekte at forudsætte forskellige vidneudsagn af nyere dato.
Ud fra det konkluderer han, at det forhenværende Århus Politis udsagn om, at Marie Lock-Hansen var "en ganske almindelig husmor, der blev myrdet en ganske almindelig formiddag", udtrykker en forkert eller falsk præmis i forhold til de afsøgninger efterforskningen burde have befattet sig med - og at politiet ikke i fyldestgørende omfang beskæftigede sig med de motivmuligheder, der kunne ligge i ægtepagten. Lock-Hansens signaturer på ægtepagten, 3.november 1967.
Jeg er enig med Niels Schou i, at ægtepagten er et iøjnefaldende motiv og muligvis er det også det mest påfaldende motiv i den omfattende række af motiver, der igennem tiden har været på tale. Men præmisserne for at konkludere, at Århus Politi ikke har handlet med "rettidig omhu" og har undladt en efterforskning af de motiver, der kunne ligge i ægtepagten, vil jeg stille spørgsmålstegn ved. Hvorfra ved Schou at forholdende omkring ægtepagten ikke har stået til "nærmere prøvelse" i efterforskningen? Så vidt jeg har ladet mig fortælle, er disse forhold netop blevet endevendt igen og igen hos politiet - endda med vejledning fra en juridisk ekspert på området. At dette punkt i efterforskningen ikke har ført til nogen afsløringer, der har kunnet bidrage til at opklare mordet, er ikke ensbetydende med, at det har været uprøvet. Jeg er flere steder noget skeptisk overfor de præmisser, som Niels Schou stiller op, i de betragtninger, der leder frem til hans konklusion. F.eks. at familie til Marie Lock-Hansen skulle have bidraget med teorier, som hos politiet blot er blevet afvist som tankespind, og uden at der har fundet en efterforskning sted. Ligeledes findes der mig bekendt heller ingen i Lock-Hansen-parrets nærmere bekendtskabskreds, som har bidraget med teorier, der hos politiet blot er afvist som tankespind. I Lock-Hansen-sagen har der igennem årene været fremsat utrolig mange teorier, og mange af de nyligt fremsatte kan derfor tænkes at være efterforsket for længst. De vidneudsagn, som Schou tager afsæt i i sin kronik, er mig bekendt alle foranlediget og fremkommet i forbindelse med Karsten Bjørno’s reportage i Århus Stiftstidende den 10. november 2007. Men hvorfor er disse vidner ikke tidligere stået frem? Det mener jeg er et nødvendigt spørgsmål at få svar på, før der drages konklusioner på det grundlag. Det skal ikke opfattes, som at jeg hermed påstår at disse vidner taler usandt, og jeg skal heller ikke gøre mig klog på, hvordan politiet i sin tid efterforskede motiverne i forbindelse med ægtepagten. Men i forbindelse med researchen til mine bøger om mordet har jeg har talt med mange mennesker, der har været involveret i sagen på nærmeste hold - politiefterforskere, familien, bekendte til familien, naboer m.m. - og ikke en eneste har berettet om, at Marie Lock-Hansen skulle have været "flirtende" endsige utro - snarere tværtimod. Og heller ingen har kunnet fortælle mig om et forestående ægteskabeligt kollaps. I politiets resumé om efterforskningen fra marts 1970, findes ét førstehåndsvidne, der har berettet om sidespring, utroskab m.m. - det er et af de vidner som i dag, 40 år efter, pludselig hævder, at der også var tale om en skilsmissesituation. En opsigtsvækkende og højst afgørende oplysning til efterforskningen og ikke mindre bemærkelsesværdig derved, at dette vidne (ifølge politiet) ikke havde nogen kontakt til Lock-Hansen-familien de sidste 2 år op til mordet. Kunne det tænkes, at erindringen, som efter 40 år har synligt svære vilkår i denne sag, også her har spillet et puds? Jeg kan godt undre mig over, at Karsten Bjørnos spændende reportager om ægtepagten som motivbillede, nu afstedkommer at personer i periferien af hændelserne får erindringen på gled og med 40 års forsinkelse fortæller om skilsmisseplaner m.m. Men derfor kan jeg sagtens leve med i optagetheden af det motivbillede, som Bjørnos journalistik har fostret. Jeg er dog noget skeptisk i forhold til den måde sagen i øjeblikket efterforskes på udenfor politiets regi. Jeg synes, den lider under at være tendentiøs, da bestræbelserne, så vidt jeg kan se, går ud på at få omstændigheder til at passe ind i Bjørnos teori, og ikke, som det er god skik og brug i kriminalefterforskning, at have empirien og beviserne på plads før der drages konklusioner og skabes teorier. Det er på det seneste blevet påstået, at der foreligger en lang række indicier, der understøtter forestillingen om, at ægtepagten skulle være motivet til mordet. Men hvor i består disse indicier? Den påfaldende samtidighed i tidspunktet for mordet og ægtepagtens fremkomst er vel ikke i sig selv et indicium, men nok tankevækkende. Det er derimod et klart indicium når nogen, efter et drab, beretter om en skilsmissesituation i kølvandet på en nyoprettet ægtepagt med de bestemmelser, der her er tale om. Men det er kun ét menneske ud af en kæmpestor bekendtskabskreds, der har hævdet at det var tilfældet - og med 40 års forsinkelse. Det er ligeledes et indicium, når det påstås, at der på samme baggrund var tale om utroskab. Mig bekendt har ingen endnu kunne navngive eller udpege den eller de personer, der var involveret i utroskaben. At ægtepagtens bestemmelser var ufordelagtige for Oscar Lock-Hansen i tilfælde af skilsmisse, er ikke ensbetydende med, at der foregik en handel i mellem ægtefællerne, der efterfølgende skulle obstrueres af hensyn til Oscar Lock-Hansens økonomiske velfærd - der kan have været andre bevæggrunde til ægtepagtens ordlyd og bestemmelser, såsom f.eks. det næsten unævnelige i denne sammenhæng, et vellykket ægteskab. Og når det hævdes, at det er "sandsynliggjort at Marie Lock-Hansen kendte sin morder" må jeg spørge: hvordan? Der er så vidt jeg ved ikke skyggen af indikation på, at det var tilfældet. Der er intet i hændelsesforløbet ved mordet, der røber hvorvidt, de har kendt hinanden. Til min research til bogen om Lock-Hansen-sagen udarbejdede jeg i sin tid en for-og- imod-liste omkring dette forhold ud fra hovedvidnet, Irma Rasmussens, udsagn om, hvad hun så og hørte på gerningsstedet på tidspunktet for mordet. Denne liste havde en klar overvægt i retning af, at de var hinanden fremmede - flere politiefterforskere har også udtrykt, at de hælder mest til den formodning. Sagens hovedvidne, Irma Rasmussen. Det vidnesbyrd, der foreligger i forhold til ovennævnte indicier, synes jeg, mildest talt er usikkert på benene. Jeg vil på det nærmeste hævde, at der ikke er tale om indicier, men snarere formodninger. Men derfor kan omtalte teori godt være rigtigt - men vanskelig at bevise så længe der ikke foreligger et mere sikkert vidnesbyrd.Men det vidnesbyrd, der findes, synes jeg heller ikke understøtter ægtepagts-teorien særligt overbevisende. Her tænker jeg eksempelvis på hvad samtiden og eftertiden har berettet om Oscar Lock-Hansens person. For hvis teorien om ægtepagten, som den foreligger på nuværende tidspunkt, er rigtig, er en af forudsætningerne, at Oscar Lock-Hansen enten indirekte har medvirket til drabet eller kendt til baggrunden for det. Og det tvivler jeg faktisk på kan sandsynliggøres med rimelighed. Min tvivl begrundes af flere forhold og vidnesbyrd. Først og fremmest ved de personer som overfor mig har berettet om Oscar Lock-Hansen i tiden efter mordet. De mødte alle et menneske, som var knuget af sorg og nedtrykthed - og i et omfang så han aldrig rejste sig igen. I dag ville man formodentlig karakterisere hans psykiske tilstand efter mordet som en depression. I det sindsleje udsattes han for et voldsomt pres fra omverdenen. Det i form af vedholdende journalister, der rendte ham på dørene, nyfigne søndagsårhusianere, der kravlede over hans plankeværk og plagsomme konspirationsteoretikere, der opsøgte ham med deres teorier. Derudover var han i den første lange tid efter mordet i massive afhøringer hos politiet - og de fortsatte næsten frem til hans død i 1981. Midt i alt dette havde han en familie og et arbejde som han skulle tage vare på, samt en hensygnende venne - og bekendtskabskreds. Hvis han i det sceneri kunne opretholde det dobbeltspil, som det må forudsættes, at han har gjort, hvis teorien om hans direkte eller indirekte medvirken til mordet er rigtig, er der tale om et menneske, der ikke alene har været i stand til at unddrage sig den mest belastende form for skyld, men tillige et menneske, der over en 14-årig periode gennemførte et blændende veludført og diabolsk skuespil af en så overbevisende art, at det giver baghjul til hovedparten af de i litteraturen beskrevne karakterafvigeres standhaftighedsmodus. Så vidt jeg ved, er der ikke evidens for et sådan tilfælde - hverken i de vidneudsagn, der foreligger om Oscar Lock-Hansens person eller i politiets undersøgelser af hans forhold - og de skulle være mangfoldige, omfattende og grundige. Når det er sagt, vil jeg skynde mig at sige, at jeg sagtens kan tilslutte mig Schous og andres hensigter om at få rejst sagen på ny. Det mener jeg, der er juridisk belæg for, men ikke på grundlag af forestillingen om, at motivet i ægtepagten ikke er efterforsket på fyldestgørende vis - for det er uden ræson at hævde, så længe den foreliggende viden om hvordan dette punkt i efterforskningen er blevet håndteret, er uvis. Det vides, der ikke (uden indsigt i sagens akter) nok om til at kunne rejse en velbegrundet kritik. Derimod mener jeg, at der er andre forhold, der er mere håndgribeligt kritisable. Jeg påpegede nogle af dem, da jeg i januar 2007 skrev til Statsadvokaten i et forsøg på at få efterforskningen kulegravet/genoptaget (se evt. klage til Statsadvokaten på www.clemensforlag.dk under "Lock-Hansen-sagen i massemedierne"). Klagen blev i øvrigt afvist med den begrundelse, at jeg ikke var beslægtet med afdøde. Min mening med denne kronik, er ikke at fremstå som spilfordærver eller spænde ben for nogens ærinde. Det er derimod et forsøg på at demonstrere, hvor vanskeligt det er at rette en velbegrundet kritik imod denne legendariske og yderst lukkede politiefterforskning. Jeg er som andre ikke bifaldende overfor samtlige af politiets efterforskningsmæssige metoder og prioriteringer i denne sag - men jeg drager ikke deres grundighed i tvivl. De ca.20.000 personafhøringer og ca.100.000 arbejdstimer, Lock-Hansen-sagen har kostet, taler for sig selv - men netop på grund af omfanget af den vildtvoksende efterforskning må risikoen for fejlprioriteringer i sagens natur have været forøget. Mit ærinde med ovenstående er, at forsøge at formidle til de efterhånden mange mennesker, der, udenfor politiets rækker, arbejder med at komme nærmere en opklaring af Højbjerg-mordet, at det har svære vilkår at efterforske udefra. Efterforskningen må nødvendigvis tage udgangspunkt i politiets undersøgelser fra dengang - det er den eneste farbare vej til et overblik over sagens mange informationer og dens efterforskningsmæssige betingelser og vilkår. Hvis der overhovedet er en vej til opklaring af Højbjerg-mordet, må det være via politiets sagsakter - og vejen til dem går via Statsadvokaturen. Jeg mener, at der forefindes adskillige saglige argumenter, der kan berettige en revurdering af efterforskningen samt en kulegravning af sagen, med mindre... Med mindre den allerede er så godt som opklaret, men bevisførelsen ikke er tilstrækkelig. Det har ofte været foreslået, når snakken drejede sig om gerningsmanden, at "nogen må vide mere om denne sag end de fortæller," og det forestiller jeg mig også kan være tilfældet - f.eks. Århus Politi eller Østjyllands Politi, som det hedder i dag. En højst bemærkelsesværdig episode udspillede sig for øjnene af mig, da jeg så TV omkring nytårstid i år. Jeg fik på det nærmeste kaffen galt i halsen, da nu forhenværende efterforsker på sagen, kriminalkommissær Mogens Brøndum, tonede frem på skærmen i et indslag på TV 2 | ØSTJYLLAND omkring sagens forestående arkivering på landsarkivet. Han udtalte, at han mente, at der efter nogle år kunne komme nye oplysninger til efterforskningen. Hvabehar? Hvad mente han med det? At man evt. ventede en tilståelse eller på pårørendes beretning om gerningsmanden? Det kunne selvfølgelig tænkes, at Brøndums udtalelse blot var i kategorien af ydmyge forhåbninger. Men nej, ikke som historien ser ud, ikke efter min opfattelse. For forud for denne udtalelse var der sket noget andet. For ca. to år siden lod Mogens Brøndum sig interviewe til magasinet "Fokus". Her fortalte han om Lock-Hansen-sagens efterforskning som så mange gange tidligere. Men på et tidspunkt spørger intervieweren til mistænkte i sagen, og hertil svarer Brøndum, noget i retning af, at han helt privat ikke har kunnet undgå at kaste blikket i en bestemt retning, men, tilføjer han, det tæller ligesom ikke i efterforskningen. Det vil sige at Brøndum dengang, off-the-record, havde en mistanke. At han to år efter, i en situation hvor man ser ham i færd med at pakke sagsakterne væk i flyttekasser til endelig arkivering, udtaler, at der kan tænkes at komme nye oplysninger til efterforskningen indenfor nogle år, virker på mig modsætningsfyldt, med mindre… at den mistanke, han luftede i "Fokus", var knap så privat, som han gav udtryk for. At der med andre ord kan tænkes at foreligge en situation, hvor politiet har en begrundet mistanke, men ikke fældende beviser. Hvis det er tilfældet, kan det forklare det dilemma, jeg så ofte har fornemmet, at Østjyllands Politi har befundet sig i, når de har udtalt sig om Lock-Hansen-sagen. Det vil også kaste et forklarende skær over den forsigtighed, og af og til også selvmodsigende argumentation, hvormed tre genererationer af kriminalkommissærer igennem tiden har udtalt sig om sagen. For politiet vil aldrig kunne bekendtgøre deres mistanke før forudsætningerne for bevisførelsen er på plads - og en sådan forefindes derfor ikke. I det hele taget giver forestillingen om politiets viden om en konkret gerningsmand god mening i flere henseender. Det føjer mening til politiets indtil for ganske nylig fortsatte efterforskning af sagen, som under mange synsvinkler ellers må siges at have ramt støvets år for allerede et par årtier siden. Hvis det er tilfældet, at der ikke fandtes skyggen af en gerningsmand, ville sagen da ikke, som det er tilfældet med samtlige andre aldersbesværede uopklarede drabssager i Danmark, for længst være anbragt på landsarkivet. Og hvis der drages sammenligning til en på flere måder lignende og ligeledes ressourcekrævende drabssag i Danmark, Peter Bangs Vej-mordene, blev der foretaget en kulegravning af efterforskningen få år efter forbrydelsen, i erkendelse af et manglende gennembrud. 1. Forside fra Demokraten 12.november 1967. 2. Kontoret hvor mordet fandt sted.Foto:Teknisk Afdeling/Århus Politi At Lock-Hansen-sagen, som i efterforskningsmæssig dimension er på størrelse med Peter Bangs Vej-mordene, ikke har været genstand for en lignende revurdering og kulegravning, er i denne sammenhæng bemærkelsesværdigt. Hvorfor har man tilladt, at der blev brugt uanede ressourcer på en efterforskning, hvor man fra politiets side fortfarende har fastholdt, at metodikken og fremgangsmåden i efterforskningen var forsvarlig og hensigtsmæssig på trods af det udeblevne resultat, hvis ikke, det netop skyldes, at der findes gode spor, afgørende spor af en gerningsmand? Jeg vil godt vædde en falsk anmeldelse på, at når sagsakterne fra Højbjerg-mordet inden længe bliver kørt til Viborg til arkivering på landsarkivet, vil der fortsat ligge en tre-fire sagsmapper tilbage i Århus - den ene af disse mapper indeholder undersøgelser omkring den formodede gerningsmand.
2.5.2008 Århus advokat, Niels Schou, skriver i Jyllands-Postens Århus-sektion om Højbjerg-mordet. Læs her: http://jp.dk/indland/aar/article1332520.ece
25.1.2008 Forfatter Johannes Møllehave skrev om Højbjerg-mordet i Kristelig Dagblad fredag d.25.1. Møllehave var i sin tid nabo til Vicekriminalkommissær Jørgen Schütter fra Rigspolitiets Rejsehold og sammen drøftede de af og til Lock-Hansen-sagen. Læs artiklen herunder: http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/275939:Kultur--Man-kan-vaelge-eksperter--men-ikke-vidner
12.1-2008 Århus Stiftstidendes Karsten Bjørno interviewer drabschef hos Østjyllands Politi, Jørgen Munk, om Lock-Hansen sagens forestående henlæggelse. Læs interviewet på linket herunder: http://stiften.dk/apps/pbcs.dll/article?AID=/20080112/AAS/4689047/1002 30.12-2007 Efterårets megen medieomtale af Højbjerg-mordet har afstedkommet 26 nye henvendelser til Østjyllands Politi vedrørende sagen. Se TV2-Østjyllands indslag om efterforskningens status på linket herunder. http://www.tv2oj.dk/files/video/slet_ikke/hoejbjergmord_arkivering.wmv
23.12-2007 I Jyllands-Postens århussektion, JP-Århus, skriver journalist Jens Kaiser en 2-siders artikel om Højbjerg-mordet og den nye bog om sagen. 19.12-2007
TV2-Østjylland bragte i deres MiddagsMagasin et indslag om den nye bog om Højbjerg-mordet Se det via linket herunder: http://www.tv2regionerne.dk/reg2005/?r=7
15.12-2007 I dag udkommer "Højbjerg-mordet" - Interviews og betragtninger, af Lars Rørbæk. Århus Stiftstidende bringer i dagens avis en længere omtale af den nye bog samt de seneste nyheder i sagen. Læs artiklen herunder: http://stiften.dk/apps/pbcs.dll/article?AID=/20071215/AAS/867910780/1002
Mordet på den 43-årige Marie Lock-Hansen skete 10. november 1967 ved højlys dag mellem kl. 10.48 og kl. 10.52. I den mondæne villa ved Oddervej/Hestehavevej sad fru Lock-Hansen og drak formiddagskaffe med sin husassistent, Irma Rasmussen, da det ringede på døren. En ”repræsentant-lignende” mand stod udenfor. Marie Lock-Hansen lukkede selv op. Irma Rasmussen hørte dem udveksle et par bemærkninger. Lock-Hansen bød derefter manden ind på kontoret. Her blev hun skudt på klos hold med tre dødbringende pistolskud. Morderen forlod umærkeligt huset, efter at have såret hushjælpen med skud.
plus ARTIKLER
Nye oplysninger i HøjbjergmordAf Karsten Bjørno kabj@stiften.dk Fra sin arbejdsplads i husets kælder, hørte Lissi Christensen gerningsmanden tale.
Et af Højbjerg-mordets øjenvidner, Lissi Christensen, medvirker i bogen. FamilienHer bliver det første gang beskrevet, hvordan Marie Lock-Hansens familie har oplevet sceneriet og hvilke tanker, de har gjort sig om mordets baggrund. Desuden fortæller et vidne fra gerningsstedet om de skæbnesvangre minutter, der ændrede hendes tilværelse for altid.
14.12-2007 TV-reportage på TV2-Østjylland i anledning af udgivelsen af den nye bog, "Højbjerg-mordet". Se klippet på dette link: http://www.tv2regionerne.dk/?id=399885&r=7 14.12-2007
TV2-Østjyllands høring om Højbjerg-mordet, den 5 december 2007, med tidligere kriminalkommissær Preben Nibe kan ses på deres internetside - Klik på nedenstående link http://tv2oj.dk/files/billeder/Undersider/Nyheder/Lock-Hansen/foredrag_preben_nibe.wmv 13.12-2007 I morgen, den 14.12, fortæller Lars Rørbæk om sin seneste bog, "Højbjerg-mordet", i radioen på DR4-Østjylland. Udsendelsen begynder ca. kl. 8.00. 8.12-2007 Af Lars Rørbæk Bogen "Højbjerg- mordet" - Interviews og betragtninger, udkommer lørdag den 15.12-2007 Den seneste tids megen medieomtale af Højbjerg-mordet har skabt travlhed hos de efterforskere ved Østjyllands politi som varetager sagen. Mange nye henvendelser fra vidner af forskellig slags er kommet til kriminalkommissær Mogens Brøndum. De nye vidnesbyrd har efter sigende afstedkommet efterforskning i bl.a. Tyskland. Efter alt at dømme er der tale om en sidste kraftanstrengelse på at løse den gamle mordgåde. Det forlyder, at Højbjerg-mordets sagsakter vil blive overført til Viborg til Landsarkivet engang efter førstkommende nytår. Men er det hensigtsmæssigt at sende sagen ud af byen? Det spørgsmål tages bl.a. op i den nye bog om Højbjergmordet i et debaterende kapitel om sagens historie og efterforskning. Bogen indeholder desuden fire interviews med personer der på forskellig vis har været tæt på hændelserne. Det er første gang at to af disse personer træder offentligt frem og fortæller om deres forestillinger om sagen og hvordan det påvirket dem at leve med et mord. Undertegnede kan træffes på udgivelsesdagen lørdag den 15.12-2007 mellem 10.00 - 12.00 på Café Ziggy, Tordenskjoldsgade, Århus N 5-6.12-2007 To møder med personerne bag TV2-Østjyllands dokumentarer om Højbjerg-mordet. Af Lars Rørbæk Forhenværende kriminalkommissær Preben Nibe trak fuldt hus to aftener i træk, til TV2-Østjyllands høring om Højbjergmordet. Preben Nibe fortalte i korte træk om sagens historie og efterforskning i godt en time. Derefter opfordrede arrangementets ordstyrer, direktør for TV2-Østjylland Peter Kramer, til en spørgerunde. Tilstede var også Pelle Bank og Jesper Sterum, der står bag dokumentarprogrammerne om Højbjerg-mordet. Flere af deltagerne havde spørgsmål der trængte sig på, nogle enkelte med kritiske over- og undertoner i forhold til politiets efterforskning. Blandt tilhørerne var bl.a. tv-vært Erling Bundgaard som stillede Nibe det drilske spørgsmål, om han forestillede sig at gerningsmanden havde været blandt de afhørte. Nibe replicerede forventeligt, at det håbede han ikke. Også en del af Marie Lock-Hansens familie var tilstede ved høringen. De havde flere kritiske spørgsmål til Preben Nibe, bl.a. under indtryk af den seneste tids efterforskning og de mange, mere eller mindre, nye teorier der er kommet frem omkring mordets baggrund. Preben Nibe afsluttede høringens andendag med at bekendtgøre, at det var sidste gang han i offentligheden fortalte om sagen. Det er vi flere der beklager, da Preben Nibe er en glimrende fortæller og desuden et omvandrende leksikon i Højbjerg-mordets historie. 23.11-2007 Gratis billetter til arrangementet på TV2-Østjylland med tidligere kriminalkommissær Preben Nibe er revet væk: 23. november 2007 kl. 00:01 | Avisens læsere tilbydes nu gratis billetter til foredrag om mordet på Marie Lock-Hansen. Tidligere efterforskningsleder Preben Nibe fortæller 5. og 6. december om en af danmarkshistoriens største kriminalgåder.
Gratis adgang til mord
60 af avisens læsere kan nu få et indgående indblik i et af historiens mest spektakulære kriminalgåder - Højbjergmordet. 5. og 6. december arrangerer TV2/Østjylland foredrag med tidligere efterforskningsleder og kriminalkommissær Preben Nibe. Han er stadig optaget af sagen og den person, der er allermest inde i de politimæssige eftersforskningsdetaljer. Den 10.november var det nøjagtigt 40 år siden, at en af kriminalhistoriens mest gådefulde mord blev begået. Drabet på Hestehavevej i Højbjerg på Marie Lock Hansen er, her fire årtier efter det blev begået, stadig et stort mysterium. Politiet har aldrig været i nærheden af hverken gerningsmand eller motiv. Den 43-årige forstadsfrue blev skudt ned på kloshold i sit hjem, mens hendes hushjælp blev såret. Først til mølle Århus Stiftstidende og TV2 Østjylland har i anledning af 40-årsdagen sat fokus på det gamle mord. I forbindelse med arrangementerne 5. og 6. december fortæller journalist Pelle Bank og fotograf Jesper Sterum fra tv-stationen om arbejdet med den serie den sendte tidligere på månenden om drabet. Avisens læsere skal for at få billet til foredragene udover at være abonnent møde op fredag i bladhuset på Banegårdspladsen. Fra klokken 9 kan hver abonnent som maksimum erhverve sig fire styk. Systemet med uddeling af de nummerede billetter går efter først-til-mølle-princippet. Se mere om Lock-Hansenmordet på stiften.dk.
21.11.-2007 Mystisk mand sat i forbindelse med Højbjergmordet Læs Århus Stiftstidendes reportage på nedenstående link: http://stiften.dk/apps/pbcs.dll/article?AID=/20071121/AAS/711210237/1500/temaall
16.11. - 2007 Ny efterforskning i Højbjergmord Af Karsten Bjørno Østjyllands Politi efterforsker i øjeblikket 15 henvendelser om drabet på Marie Lock-Hansen. De mange nye spor i den 40 år gamle mordgåde bliver nu undersøgt, og resultatet foreligger om godt en måned, vurderer kriminalkommissær Mogens Brøndum.
|
